Afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.SKAT RSS server 7. (RSScacheSeconds: 300)https://info.skat.dk/Copyright SKAT Danmark2024-03-29T07:26:58Zdap/editor4u rss dynamic generatoroid: 2397173, date: 2024-03-20 14:25:00Fradrag for lønudgifter m.v. til vedtægtsbestemte uddelingsaktiviteter<p>Spørgsmålet i sagen var, om en forening i indkomstårene 2008-2018 havde fradragsret efter ligningslovens § 8 N, stk. 1, for lønudgifter m.v., der medgik til opfyldelse af det vedtægtsmæssige formål om at uddele af foreningens formue til almennyttige og almenvelgørende formål - filantropiske uddelingsaktiviteter. Foreningen havde for indkomstårene 2015-2018 nedlagt subsidiær påstand om fradrag for udgifterne i medfør af det udvidede driftsomkostningsbegreb for fonde og foreninger.</p> <p>Højesteret udtalte, at det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at bestemmelsen har til formål at udvide fradragsretten for lønudgifter m.v. ud over, hvad der følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.</p> <p>Højesteret anførte videre, at bestemmelsen ifølge forarbejderne blev indført med det hovedsigte at skabe hjemmel til at kunne fradrage de lønudgifter, der var genstanden for de to højesteretsdomme UfR 2017.2960 og UfR 2017.2979. Højesteret fandt, at der ikke efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder er holdepunkter for at anse fradragsretten efter bestemmelsen, for at være begrænset til det, der var hovedsigtet med lovændringen.</p> <p>Videre udtalte Højesteret, at det efter bestemmelsens ordlyd er afgørende for fradragsret, at lønudgifterne er erhvervsmæssige. Med erhvervsmæssige menes i den sammenhæng udgifter, som afholdes af virksomheden med det formål at understøtte driften af virksomheden på såvel kort som lang sigt. Herudover er det en forudsætning for fradrag, at udgiften er afholdt i virksomhedens interesse.</p> <p>Under henvisning til foreningens vedtægtsbestemte formål fandt Højesteret herefter, at lønudgifter, der afholdes for at opfylde foreningens uddelingsformål, angår en aktivitet, der er en integreret del af foreningens virksomhed, som tillige bestod i bl.a. investeringsvirksomhed. Da lønudgifterne var afholdt i foreningens interesse i at opfylde sit formål, og da de understøttede driften af foreningens samlede virksomhed, fastslog Højesteret, at udgifterne var erhvervsmæssige i ligningslovens § 8 N’s forstand.</p> <p>Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom om foreningens fradragsret for de omhandlede lønudgifter efter ligningslovens § 8 N.</p>2024-03-20T14:25:00+01:002024-03-20T14:25:00+01:00Skat infooid: 2397130, date: 2024-03-11 07:20:00Forskerskatteordning - Skattepligt inden for de seneste 10 år<p>A flyttede den 23. april 2007 fra Danmark til Y1-land for at arbejde der. Hans udrejse blev registreret i folkeregisteret.<br />Sagen angik, om A kunne anvende forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F i forbindelse med, at han i 2017 flyttede til Danmark. Spørgsmålet var nærmere, om han opfyldt betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, hvorefter den pågældende ikke inden for de seneste 10 år forud for sin ansættelse <br />(tjenesteforholdet) har været skattepligtig til Danmark efter bl.a. kildeskattelovens § 1.</p> <p>Højesteret lagde til grund, at A ikke rettede henvendelse til skatteforvaltningen om flytningen til Y1-land <br />eller om, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Han rettede heller ikke henvendelse til skattemyndighederne med oplysninger, der gjorde det muligt for dem at foretage en afsluttende ansættelse.</p> <p>A sørgede således ikke for, at der blev tilvejebragt grundlag for, at skattemyndighederne kunne tage stilling til, om hans fraflytning indebar et ophør af den fulde skattepligt til Danmark. Han var derfor i SKATs systemer fortsat registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2007-2010, og i overensstemmelse med registreringen blev der udsendt årsopgørelser til ham for indkomstårene 2007-2010, hvor han var <br />skatteansat som fuldt skattepligtig til Danmark.</p> <p>Højesteret fandt, at årsopgørelserne for 2007-2010 var gyldige forvaltningsafgørelser, som måtte lægges til grund, når det skulle afgøres, om A "har været skattepligtig" til Danmark som nævnt i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Højesteret fastslog herefter, at A ved sin ansættelse hos X A/S den 4. oktober 2017 ikke opfyldte 10-års betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, idet A de seneste 10 år forud for den 4. oktober 2017 havde været skattepligtig til Danmark.</p>2024-03-11T07:20:00+01:002024-03-11T07:20:00+01:00Skat infooid: 2396315, date: 2024-03-11 07:17:00Forskerskatteordningen - skattepligt inden for de seneste 10 år - ekstraordinær genoptagelse<p>A flyttede den 1. januar 2005 fra Danmark til Y1-land for at arbejde der. Han anmeldte sin flytning til folkeregisteret, og det blev heri registreret, at han var udrejst den 1. januar 2005.</p> <p><br />Sagen angik, om A kunne anvende forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F i forbindelse med, <br />at han i 2016 flyttede til Danmark. Spørgsmålet var nærmere, om han opfyldt betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, hvorefter den pågældende ikke inden for de seneste 10 år forud for sin ansættelse (tjenesteforholdet) har været skattepligtig til Danmark efter bl.a. kildeskattelovens § 1.<br />Højesteret lagde til grund, at A ikke rettede henvendelse til de kommunale skattemyndigheder om flytningen til Y1-land eller om, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Han rettede heller ikke henvendelse til skattemyndighederne med oplysninger, der gjorde det muligt for dem at foretage en afsluttende ansættelse. A sørgede således ikke for, at der blev tilvejebragt grundlag for, at skattemyndighederne kunne tage stilling til, om hans fraflytning indebar et ophør af den fulde skattepligt til Danmark. Han var derfor i SKATs systemer fortsat registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2006-2010, og i overensstemmelse med denne registrering blev der udsendt årsopgørelser til ham for indkomstårene 2006-2010, hvor han var skatteansat som fuldt skattepligtig til Danmark.</p> <p>Højesteret fandt, at årsopgørelserne for 2006-2010 var gyldige forvaltningsafgørelser, som måtte lægges til grund, når det skulle afgøres, om A "har været skattepligtig" til Danmark som nævnt i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Højesteret fastslog herefter, at A ved sin ansættelse i X Kommune den 1. august 2016 ikke opfyldte 10 års-betingelsen i § 48 E, stk. 3, nr. 1, idet A de seneste 10 år forud for den 1. august 2016 havde været skattepligtig til Danmark.<br />Sagen angik endvidere, om A i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, havde krav på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2006-2010. Højesteret fastslog, at det ikke beroede på en fejl fra skattemyndighedernes side, at A i indkomstårene 2006-2010 fortsat blev ansat som fuldt skattepligtig til Danmark. Der forelå derfor ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at skatteansættelserne for 2006-2010 kunne genoptages efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.</p> <p>På den baggrund fik Skatteministeriet medhold.</p>2024-03-11T07:17:00+01:002024-03-11T07:17:00+01:00Skat infooid: 2396257, date: 2024-03-07 13:47:00Udlån fra virksomhedsordning - hævning - fristregler<p>Tre landmænd havde uberettiget placeret pengeudlån til deres børn i deres respektive virksomhedsordninger. Sagen for Højesteret angik, om skattemyndighederne som følge af navnlig skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, var afskåret fra at ændre landmændenes skatteansættelser for indkomstårene 2012 og 2013, der var det første år inden for den ordinære genoptagelsesfrist. </p> <p>Højesteret udtalte, at landmændene havde valgt at benytte virksomhedsordningen i alle de relevante indkomstår, og at indkomsten for disse år herefter alene havde været undergivet den foreløbige beskatning, som virksomhedsordningen indebærer. </p> <p>Højesteret udtalte videre, at landmændene i indkomstårene 2012 og 2013 medtog de omhandlede udlån med aktuel saldo som aktiver i deres virksomheder, selvom udlånene på intet tidspunkt kunne indgå i deres virksomhedsordninger. Højesteret fastslog, at det var en konsekvens heraf, at udlånene skulle udgå af ordningerne, uanset hvornår lånene var blevet ydet.</p> <p>Da der efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, tidligst kunne ske genoptagelse af skatteansættelserne i indkomstårene 2012 og 2013, tiltrådte Højesteret, at skattemyndighederne havde været berettiget til at anse udlånene for hævet i virksomhedsordningerne i disse indkomstår. </p> <p>Det, som landmændene havde anført om muligheden for korrektion af deres indskudskonti, kunne ikke føre til et andet resultat.</p> <p>Om sagens omkostninger bemærkede Højesteret, at der under de foreliggende omstændigheder ikke kunne lægges vægt på, at skattemyndighederne ikke tidligere havde grebet korrigerende ind, som landsretten ellers havde lagt vægt på. Højesteret fandt imidlertid, at der henset til sagens principielle karakter og vidererækkende betydning var grundlag for at ophæve sagens omkostninger.</p> <p>Højesteret stadfæstede på denne baggrund landsrettens dom (<a href="data.aspx?oid=2387347" title="Linket dirigerer dig til: Udlån fra virksomhedsordning - erhvervsmæssig karakter - hævning - fristregler" class="smartlink">SKM2023.346.ØLR</a>).</p>2024-03-07T13:47:00+01:002024-03-07T13:47:00+01:00Skat infooid: 2396245, date: 2024-03-04 10:44:00Advokatfirma erstatningsansvarlig for rådgivning om banks mulige ansvar<p>En advokat havde rådgivet en bank om bankens potentielle strafansvar og erstatningsansvar over for den danske stat ved at medvirke i transaktioner med danske børsnoterede aktier. Transaktionerne indebar, at banken udstedte udbyttenotaer, der kunne anvendes til at søge refusion af indeholdt dansk udbytteskat. Banken udstedte udbyttenotaer, der blev anvendt til sådanne refusionsansøgninger, og SKAT udbetalte ca. 1.135 mio. kr. med urette på baggrund af notaerne.</p> <p>Højesteret nåede frem til, at advokaten måtte indse, at der var en nærliggende risiko for, at banken sammen med andre var involveret i at udarbejde en model for uberettiget refusion af udbytteskat. Han havde derfor på uforsvarlig måde tilsidesat skattemyndighedernes interesser ved at rådgive banken som sket under sagen. Højesteret fandt således, at advokat A havde handlet ansvarspådragende over for Skatteforvaltningen. </p> <p>Endvidere fandt Højesteret, at det måtte lægges til grund, at der var den fornødne årsagsforbindelse. Højesteret fandt i forbindelse med tabsopgørelsen, at det var velbegrundet, at Skatteforvaltningen havde indgået forlig, og tabet kunne opgøres til ca. 706 mio. kr. i overensstemmelse med Skatteforvaltningens påstand. Der var ikke forhold, som kunne begrunde, at erstatningsansvaret bortfaldt eller begrænsedes ud fra betragtninger om egen skyld eller accept af risiko. Betragtninger om adækvans førte til, at erstatningsansvaret blev begrænset til 400 mio. kr. </p> <p>Kravet var i øvrigt ikke forældet, idet forældelsesfristen var suspenderet, og suspensionen var ikke ophørt tre år forud for stævningstidspunktet. Der var ikke grundlag for forrentning tidligere eller senere end sagens anlæg.</p>2024-03-04T10:44:00+01:002024-03-04T10:44:00+01:00Skat infooid: 2396062, date: 2024-02-06 15:17:00Ligningslovens § 16 A - skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, og § 27, stk. 1, nr. 5, og stk. 2. Maskeret udlodning - den forlængede ligningsfrist og ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelser - reaktionsfrist<p>A var ejer af X ApS. A’s samlever, B, havde i 2007-2011 foretaget hævninger på i alt ca. 4,9 mio. kr. fra X ApS’ bankkonti. De væsentligste spørgsmål for Højesteret var, om der for indkomstårene 2007-2011 var grundlag for at udlodningsbeskatte A for de hævninger, som B havde foretaget, og om forhøjelsen af A’s skatteansættelser som følge af udlodningsbeskatningen var sket inden for skatteforvaltningslovens frister.</p> <p>Højesteret var enig med landsretten i, at der var grundlag for at udlodningsbeskatte A af hævningerne for indkomstårene 2007-2011, fordi A var ejer af X ApS, og det ikke var godtgjort, at hævningerne var anvendt til at dække X ApS’ udgifter eller udgjorde lån, og da hævningerne måtte anses for at have passeret A’s økonomi.</p> <p>For så vidt angår forhøjelserne af A’s skatteansættelser for indkomstårene 2009 og 2010 var Højesteret enig med landsretten i, at forhøjelserne var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, om kontrollerede transaktioner. </p> <p>A’s skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008, kunne alene foretages efter reglerne om ekstraordinær ansættelse.</p> <p>Højesteret udtalte, at A groft uagtsomt havde bevirket, at SKAT havde foretaget ansættelserne for indkomstårene 2007 og 2008 på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Højesteret lagde vægt på bl.a., at A var registreret som ejer og direktør af X ApS, at der i de omhandlede år havde været problemer med selskabets bogholderi, og at der var tale om mange hævninger foretaget i årene 2007 og 2008 på i alt ca. 1 mio. kr. Det var ikke afgørende, at A efter sin forklaring ikke havde kendskab til hævningerne. Højesteret udtalte videre, at det herefter var uden betydning, at A’s samlever i forbindelse med hævningerne måtte anses for at have handlet på A’s vegne som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 5.</p> <p>Højesteret fandt endvidere, at reaktionsfristen i § 27, stk. 2, var overholdt. Højesteret bemærkede herved, at politiet i september 2013 havde indledt en efterforskning rettet mod B for grov skattesvig vedrørende de nævnte hævninger, og at politiet den 30. september 2014 sendte sagen til SKAT med oplysning om, at der ikke ville blive foretaget afhøring af B i skattesvigssagen. Højesteret udtalte, at SKAT først efter den 30. september 2014 kunne lægge til grund, at der ikke ville fremkomme yderligere oplysninger, der kunne belyse, hvad de nævnte hævninger var anvendt til, og om A havde handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Varslingsfristen på 6 måneder løb således først fra den 30. september 2014. At SKAT ikke ved udarbejdelse af varslingsskrivelsen havde modtaget flere oplysninger om hævningerne end de var i besiddelse af ved udarbejdelsen af notater som bistand til politiets efterforskning, kunne ikke føre til andet resultat.</p> <p>Højesteret udtalte endelig, at spørgsmålet om ugyldighed på grund af begrundelsesmangler skulle vurderes i forhold til Landsskatterettens - og ikke SKATs - afgørelse, og at denne ikke led af begrundelsesmangler.</p>2024-02-06T14:08:00+01:002024-02-06T15:17:00+01:00Skat infooid: 2395992, date: 2024-01-24 10:10:00Ligningslovens § 16 E - ikke i strid med EMRK<p>A var direktør og eneanpartshaver i A ApS. I 2012-2015 foretog A en række hævninger over en mellemregningskonto, der havde karakter af ulovlige anpartshaverlån. Lånet blev løbende nedbragt og tilbagebetalt ved, at nettoløn og nettoudbytte blev anvendt til at nedbringe mellemregningskontoen.</p> <p>Det er i Højesterets domme af 30. august 2022 (UfR2022.4422) og 8. februar 2023 (UfR2023.1955) fastslået, at det af lovgiver er en forudset og accepteret konsekvens af ligningslovens § 16 E, stk. 1, at det forhold, at der sker tilbagebetaling af hævede beløb, som har ført til beskatning, ikke indebærer, at den pågældende herefter kan hæve tilsvarende beløb uden på ny at blive beskattet. I en sådan situation indebærer bestemmelsen, at der sker beskatning både af lånebeløb, der senere tilbagebetales, og af nye hævninger.</p> <p>A gjorde for landsretten bl.a. gældende, at det forhold, at tilbagebetaling af et ulovligt anpartshaverlån skattemæssigt skulle behandles som et tilskud til selskabet og ikke som et tilgodehavende, resulterede i en dobbeltbeskatning, og at ligningslovens § 16 E, stk. 1, som en konsekvens heraf blev en straffebestemmelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). For at undgå en sådan konflikt, skulle ligningslovens § 16 E, stk. 1, i stedet fortolkes sådan, at tilbagebetaling af et ulovligt anpartshaverlån betragtes som et udlån til selskabet.</p> <p>Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at en beskatning af et ulovligt anpartshaverlån i medfør af ligningslovens § 16 E, stk. 1, udgjorde en straf i EMRK’s forstand. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at tilbagebetaling af det ulovlige anpartshaverlån ikke i sig selv udløste nogen beskatning hos anpartshaveren.</p> <p>Landsretten fandt heller ikke grundlag for at give A medhold i, at hans skattepligtige indkomst for årene 2012-2015 skulle nedsættes med nettoløn og nettoudbytte som påstået.</p> <p>Derudover var betingelserne for omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29 af tre udbytteudlodninger, der var blevet besluttet på ekstraordinære generalforsamlinger i A ApS i 2012-2015, ikke opfyldt. Landsretten frifandt herefter Skatteministeriet.</p> <p>Af de grunde, som var anført af landsretten, og da det, som A havde gjort gældende for Højesteret, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede Højesteret dommen.</p>2024-01-24T10:10:00+01:002024-01-24T10:10:00+01:00Skat infooid: 2395914, date: 2024-01-18 09:17:00Gavebeskatning - 15 %-reglen - realkreditbelåning<p>Sagen drejede sig om værdiansættelsen af 4 ejendomme, der ved en samlet aftale i juni 2019 blev overdraget fra en skatteyder til hans to børn, A og B, til værdier svarende til ejendommenes offentlige ejendomsvurderinger, i alt 15.850.000 kr. </p> <p>Skattestyrelsen fandt, at overdragelsen ikke kunne ske til de aftalte værdier og fastsatte ifølge en indhentet udtalelse fra Vurderingsstyrelsen i stedet ejendommenes handelsværdi til i alt 26.200.000 kr. </p> <p>Landsskatteretten gav parterne medhold i, at overdragelsen ifølge 15 %-reglen kunne ske til de aftalte værdier. </p> <p>Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, og sagen blev grundet dens principielle karakter henvist til behandling i landsretten som 1. instans. Landsretten gav ministeriet medhold (UfR 2023.335), og A og B ankede sagen til Højesteret. </p> <p>Højesteret udtalte, at efter loven fastsættes en gaves værdi til handelsværdien på tidspunktet for modtagelsen. Skattemyndighederne skal imidlertid acceptere en værdiansættelse foretaget efter 15 %-reglen i værdiansættelsescirkulæret - hvorefter familieoverdragelser af fast ejendom kan ske til en pris, som fraviger den offentlige ejendomsvurdering med +/- 15 % - medmindre der foreligger særlige omstændigheder.</p> <p>I forlængelse heraf fastslog Højesteret, at en realkreditbelåning i sig selv kan udgøre en særlig omstændighed og begrunde fravigelse af 15 %-reglen, hvis belåningen viser, at den offentlige ejendomsvurdering er for lav. Om dette er tilfældet, må bero på en samlet konkret vurdering i det enkelte tilfælde af bl.a. forskellen mellem realkreditvurderingen og den offentlige ejendomsvurdering og den tidsmæssige sammenhæng mellem belåningen og overdragelsen af ejendommen. I tilfælde, hvor der ved overdragelsen af ejendommen er sket overtagelse af realkreditgæld, der væsentligt overstiger den offentlige vurdering, vil dette normalt tale for, at den offentlige vurdering er for lav og dermed for at fravige 15 %-reglen.</p> <p>En af ejendommene var blevet realkreditvurderet omkring en måned før overdragelsen, mens de øvrige tre ejendomme var blevet vurderet ca. 15-25 måneder før overdragelsen. For alle ejendommenes vedkommende var der tale om vurderinger, der væsentligt oversteg den offentlige ejendomsvurdering. Da A og B i forbindelse med købet af de fire ejendomme overtog en prioritetsgæld i ejendommene, der var væsentligt større end den værdi, der fremgik af de offentlige ejendomsvurderinger, fastslog Højesteret, at der i hvert fald på den baggrund forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af 15 %-reglen. Det var herefter Vurderingsstyrelsens vurdering af ejendommenes handelsværdi, som skulle lægges til grund ved beregningen af gaveafgift.</p> <p>På den baggrund stadfæstede Højesteret dommen. <b style="mso-bidi-font-weight: normal;" data-mce-fragment="1"> </b></p>2024-01-18T09:17:00+01:002024-01-18T09:17:00+01:00Skat infooid: 2395886, date: 2024-01-17 15:57:00Køber kunne ikke rette et krav om tilbagebetaling af en med urette faktureret moms direkte mod skattemyndighederne<p>Et selskab havde til sin danske leverandør af mobiltelefoner betalt fakturaer ved køb af varer, som af leverandøren med urette var pålagt dansk moms. Det var ubestridt, at det momsmæssige leveringssted for varerne ikke var Danmark, men Østrig og Holland, hvor selskabet havde afhentet varerne, og at momsen derfor var faktureret med urette. Leverandøren havde ikke indbetalt momsen til skattemyndighederne, og leverandøren var efterfølgende gået konkurs, hvorfor selskabet ikke kunne få momsen tilbagebetalt fra leverandøren. </p> <p>For Højesteret angik sagen, om selskabet kunne kræve et beløb svarende til den af leverandøren fejlagtigt opkrævede danske moms betalt af staten i den foreliggende situation.</p> <p>Højesteret fandt i lyset af EU-Domstolens praksis om det spørgsmål, som sagen angik, at der ikke bestod en sådan rimelig tvivl om forståelsen af det EU-retlige neutralitetsprincip og effektivitetsprincip, at der var grundlag for at forelægge et præjudicielt spørgsmål herom for Domstolen som begæret af selskabet, hvorved Højesteret henviste til Domstolens seneste domme af henholdsvis 13. oktober 2022 i sag C-397/21, HUMDA, og af 7. september 2023 i sag C-453/22, Schütte. </p> <p>Højesteret udtalte endvidere, at momslovens § 52 a, stk. 7, alene regulerer forholdet mellem den person, der på en faktura urigtigt angiver, at et fakturabeløb indbefatter moms (her leverandøren), og skattemyndighederne, og at bestemmelsen ikke giver grundlag for, at tredjemand (her aftageren), der har betalt momsbeløbet til fakturaudstederen, kan rette et tilbagebetalingskrav direkte mod skattemyndighederne. På denne baggrund og i øvrigt af de af Vestre Landsret anførte grunde tiltrådte Højesteret, at selskabet ikke havde et krav mod Skattestyrelsen (stadfæstelse af <a href="data.aspx?oid=2366270" title="Linket dirigerer dig til: Spørgsmål om en købers fradragsret for henholdsvis ret til tilbagebetaling af med urette faktureret moms" class="smartlink">SKM2022.620.VLR</a>)</p> <p> <b style="mso-bidi-font-weight: normal;" data-mce-fragment="1"> </b> </p>2024-01-17T15:57:00+01:002024-01-17T15:57:00+01:00Skat info